Pigen fra Liberty - Søren og Lotte Hammer udkommer med anden del i historisk krimiroman
Kaos, hævntørst og racisme hærger i efterkrigstidens Berlin, hvor en bestialsk morder desuden huserer. Søren og Lotte Hammer skildrer den historiske samtid gennem en fiktiv fortælling, hvor fjendebillederne ikke altid er sorte eller hvide.
I efterkrigstidens Berlin fra 1945 – 1948 sker der en række voldsomme drab på sorte mænd. I første omgang får drabene ikke megen opmærksomhed, men da en kommunistisk avis skriver om sagen, får mordene politisk bevågenhed, og Ralph Woodridge, en sort amerikansk advokat, sendes til den krigshærgede og opdelte hovedstad for at igangsætte en efterforskning. Her møder han den tidligere Kripo-kommissær Johann Braunmann, og sammen indleder de et opklaringsarbejde, der skal vise sig at blive meget udfordrende. Ralph står oven for en mere eller mindre tydelig racisme, som også synes at være motivet bag mordene. Og kampen for at fange den bestialske drabsmand bliver ikke mindre vanskelig af, at Ralph samtidig plages af sine indre dæmoner.
PIGEN FRA LIBERTY udkommer d. 18. oktober som Mofibo Original-lydbog samt som trykt bog via forlaget People’s. Historien er anden del af Søren og Lotte Hammers historiske krimitrilogi DENGANG I BERLIN om kripo-kommissæren, Johann Braunmann.
Yderligere information
Det vil være muligt at lytte eksklusivt til lydbogen før officiel lancering d. 18. oktober i Mofibos online presserum: https://press.mofibo.com. Opret et presselogin og hold øje med hvornår filen er uploadet.
NB: Anmeldelser må ikke offentliggøres før d. 18. oktober med mindre at andet er aftalt. Efter d. 18. oktober kan du finde lydbogen i Mofibos app.
Billeder af cover og forfattere findes nedenfor og kan frit benyttes med tilhørende kreditering.
Forfatterne:
Lotte og Søren Hammer er søskende. Siden deres krimidebut Svinehunde (2010) er deres bøger udgivet i 22 lande. Foruden serien Dengang i Berlin har Hammer & Hammer skrevet 10 bind i serie om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen samt den historiske spændingsserie Venner og Fjender. Serien Dengang i Berlin er oprindelig udgivet som en Mofibo Original (lydbog) og er også udkommet i Sverige, Finland og Island.