Helvedes engle: Lindholm & Zornig starter ny, mørk thrillerserie om tro, magt og forbudt kærlighed
Forfatterparret Mikael Lindholm & Lisbeth Zornig udgiver i dag titlen HELVEDES ENGLE; en ny krimiserie der leverer spænding med intellektuel nerve med religion som omdrejningspunkt. Romanen spørger ikke, om Gud findes. Den spørger, hvad der sker, når mennesker, institutioner og bevægelser begynder at handle, som om de har fået mandat fra ham.
Et tavst barn får mirakuløst stemmen tilbage i en katolsk kirke i Lyngby, mens en Maria-statue græder blod. En teenagepige filmer det hele. Få timer senere taler hele verden om 'Miraklet i Danmark'.
Kort efter styrter den unge teologistuderende Mikkel Lindhardt i døden fra Vor Frelsers Kirke. Politiet ser et selvmord. Hans bedste ven, Lukas Rosenlund, ved, at det er løgn. Mikkel havde højdeskræk. Mikkel var bange. Og Mikkel havde fundet noget, nogen var villige til at dræbe for.
Sammen med religionshistorikeren Maria Munk Kristensen begynder Lukas at grave i Mikkels sidste dage. De finder spor til katolske missionscentre, mandlige broderskaber, politiske forbindelser, mørklagte dokumenter og en åndelig mobilisering, der rækker langt ud over landets grænser.
Jo tættere de kommer på sandheden, desto mere står det klart, at Mikkel ikke bare døde, fordi han vidste for meget. Han døde, fordi miraklernes tid er tilbage.
HELVEDES ENGLE er første del i serien NÅR HIMLEN GRÆDER af forfatterne bag den populære serie om vicepolitiinspektør Filippa Falkenberg. NÅR HIMLEN GRÆDER er en mørk, højaktuel spændingsserie om tro, magt og manipulation i en tid, hvor virkeligheden selv er begyndt at lyde som fiktion.
Yderligere information
Det er muligt at lytte eksklusivt til lydbogen allerede nu i Mofibos online presserum. Du skal være logget ind for at få adgang.
Brug linket, scroll ned til fanen 'Lydbog' og start afspilningen:
https://press.mofibo.com/product/6a0ee69d75ebb/page
Fra d. 28. august 2026 kan du finde lydbogen i Mofibos app.
Forfattere: Mikael Lindholm & Lisbeth Zornig
Indlæser: Morten Thunbo
Billeder af cover og forfattere findes nedenfor og kan frit benyttes med tilhørende kreditering.
Om forfatterne:
MIKAEL LINDHOLM (f. 1961) er journalist og forfatter, som har arbejdet som politisk reporter, erhvervsjournalist og som redaktionschef på Dagbladet Børsen.
LISBETH ZORNIG (f. 1968) er forfatter og debattør, og har udgivet selvbiografier, børnebøger og fagbøger.
Parret debuterede i 2016 med spændingsromanen Bundfald og har udgivet i alt 11 bøger sammen. Dødens druer, Heksejagt, Klosterkvinden, Ildstorm, Englemord og Blodburet i Filippa Falkenberg-serien er udgivet som Mofibo Original lydbøger og på tryk via forlaget Falco.