Bedraget: Den falske kæreste - tredje del i populær serie om sager med ægte bedragere
Endnu engang dykker journalist Camilla Pedersen sammen med kriminalpsykolog Charlotte Kappel ned i bedragets mørke sider og bedragerens natur. I denne tredje sæson af serien BEDRAGET, DEN FALSKE KÆRESTE, møder vi en jysk, kvindelig bedrager, som har været kæreste med tre forskellige mænd på samme tid.
Hvor godt kender du egentlig den, du deler seng, hjem og fremtidsdrømme med?
Da 28-årige Anders en vinterdag i 2025 går ind i sin opgang i Ribe sammen med sin kæreste gennem syv år, støder de ind i en fremmed mand. Manden kigger på Anders og spørger: "Hvem fanden er du?" Det viser sig, at den fremmede, Peter, er i fuld gang med at prøve at få børn med den nøjagtig samme kvinde.
I det øjeblik ramler en hel verden af løgne.
DEN FALSKE KÆRESTE er den rystende og virkelige fortælling om en kvinde, der formåede at leve et ekstremt dobbeltliv i en radius af få kilometer.
Det, der starter som et chok mellem to mænd i en opgang, udvikler sig hurtigt til et sandt spindelvæv af bedrag, da de begynder at sammenholde feriefotos, beskeder og løgne. Og pludselig dukker en tredje mand op i ligningen. Tre mænd har i årevis delt den samme kæreste fuldstændig uden at vide det.
Gennem personlige beretninger, sms-dokumentation og hemmelige lydoptagelser kaster journalist Camilla Pedersen lys over en sag, hvor løgne og manipulation var hverdag. Sammen med kriminalpsykolog Charlotte Kappel dykker dokumentaren helt ned i bedrageriets anatomi: Hvad driver et menneske til at føre så gennemført et spil? Og hvordan rejser man sig igen som mand, når ens livs kærlighed viser sig at være en notorisk løgner?
BEDRAGET: DEN FALSKE KÆRESTE er en psykologisk og hjerteskærende dokumentar om svigt, manipulation og det uventede sammenhold, der opstod mellem tre mænd, som blev forenet af det ultimative tillidsbrud. Titlen udkommer d. 29. juni og er indlæst af forfatter Camilla Pedersen.
Yderligere information:
Det vil være muligt at lytte eksklusivt til lyddokumentaren før officiel lancering d. 29. juni 2026 i Mofibos online presserum: https://press.mofibo.com/product/6a324f9908ef2/page
Opret et presselogin (eller login) via ovenstående link og scroll ned. Hvis fanen 'Lydbog' ses, er filen tilgængelig.
Fra d. 29. juni 2026 kan du finde lydbogen i Mofibos app.
Forfatter: Camilla Pedersen
Indlæser: Camilla Pedersen
Medvirkende: Charlotte Kappel, kriminalpsykolog og profiler
Billeder af cover og medvirkende ekspert findes nedenfor og kan frit benyttes med tilhørende kreditering.
Om forfatterne:
Camilla Pedersen er journalist, redaktionschef og instruktør og står bag en lang række dokumentarserier til primært DR og TV 2. De seneste år har hun været fast tilknyttet Koncern TV som redaktionschef i både udviklingsafdelingen og på flere dokumentarserier, bl.a. 'Hitlers danske soldater' til DR.
Charlotte Kappel er Danmarks førende ekspert i profilering, med en Ph.D. i forensic psychology og speciale i psykopati og brandstiftelse. Hun har i en årrække rådgivet dansk politi i forhold til kriminalitet og profileringsanalyser. Hun underviser i profilering, holder foredrag og hendes ekspertise er også efterspurgt af forfattere og medier, hvor hun formidler sin viden om menneskelig adfærd og geografisk profilering.