Ny roman af Kåre Bluitgen sætter fokus på afrikanske flygtninges kamp og lidelser for et bedre liv
7 december 2022 - Sidst opdateret 1 marts 2023

Kåre Bluitgens MOD HAVET, MOD HIMLEN er en rystende, stærk, poetisk og vigtig roman om afrikanere, der er uden fremtid, og som er klar til at gennemgå de værste lidelser for at få én - men det er også en historie om håb og medmenneskelighed.
MOD HAVET, MOD HIMLEN er første sæson i en rørende og rystende serie om en mor og hendes datters flugt fra en umulig tilværelse - mod håbet om en fremtid i det forjættede Europa. Der er ingen fremtidsmuligheder i Nigeria. Landet er præget af uroligheder, korruption og ekstrem fattigdom, og i de nordlige egne hersker Boko Haram, der slår vantro ihjel og kidnapper unge piger.
Gracious har mistet sit arbejde og har svært ved at forsørge sin datter Faith. Hun er under et voldsomt pres fra sin familie, der kræver, at hun og Faith flygter til London, så hun kan sende penge hjem. Gracious ved, at turen er ekstremt farefuld, og at de sandsynligvis heller ikke har nogen fremtid i Europa. Og det bliver en rejse, man næsten ikke kan fatte. Gennem områder med islamisk ekstremisme, gennem en ørken fuld af intethed, til havnebyen Tripoli i Libyen, hvor der venter en lejr med de mest horrible, slavelignende forhold.
Faith, der snart er teenager, tvinges ind i voksenlivet af de mange voldsomme oplevelser, og Gracious genovervejer konstant sin umulige beslutning om at rejse. Men der er ingen vej tilbage.
MOD HAVET, MOD HIMLEN udkommer d. 16. februar 2023 på Mofibo. Historien, der er en fiktionaliseret udgave af hvordan skæbnen kan se ud for afrikanske flygtninge jf. research i rapporter fra bl.a. EU og Amnesty International, udkommer desuden som trykt bog på et senere tidspunkt.
Yderligere information
Det vil være muligt at lytte eksklusivt til lydbogen før officiel lancering den 16. februar 2023 i Mofibos online presserum: https://press.mofibo.com
Opret et presselogin og hold øje med hvornår den er uploadet.
NB: Omtaler af titlen må gerne offentliggøres pr d.d., men anmeldelser må ikke offentliggøres før den 16. februar 2023 med mindre at andet er aftalt med Mofibos PR manager.
Fra d. 16. februar 2023 kan du finde lydbogen i Mofibos app.
Forfatter: Kåre Bluitgen
Indlæser: Vibeke Hastrup
Billeder af cover og forfatter findes nedenfor og kan frit benyttes med tilhørende kreditering.
Om forfatteren:
Kåre Bluitgen (f. 1959 i Bistrup) er forfatter og journalist. Han var medlem af VS i 1970'erne og Internationalt Forum siden 1974. Han har skrevet en lang række romaner for både børn, unge og voksne samt fagbøger, skuespil, filmmanuskripter, noveller, essays, debatbøger, biografier, gendigtninger, billedbøger og letlæsningsbøger. Han stod på domkirkepladsen i San Salvador i 1980, da en dødspatrulje skød ærkebiskoppen for øjnene af hundrede. Siden oplevede han militærkuppet i Polen, skyttegravskrigen mellem Eritrea og Etiopien samt borgerkrigen i Liberia.
Kontakter
