Mofibo lancerer konkurrence om 'Danmarks bedste historie': Vinderen får sin fortælling udgivet som bog
Alle har en historie. Måske endda en der er så god, at den kan udgives som bog? I en storstilet konkurrence går Mofibo på jagt efter Danmarks bedste historie og opfordrer danskerne til at fortælle deres egne, gode historier. Den historie, der udvælges, vinder en bogudgivelse.
Mofibo indleder jagten på Danmarks bedste historie og opfordrer samtidigt alle danskere til at melde deres historier ind. Konkurrencens vinderhistorie belønnes med bogudgivelse på Mofibos forlag, Storyside.
Aktiviteten skydes i gang til Bogforum, hvor de besøgende kan lægge vejen forbi Mofibos stand for at lære mere om, hvordan man deltager samt høre kendte forfatteres egne, personlige historier som inspiration.
"Der findes mange gode historier derude, men det er ikke alle, der er blevet fortalt. Der sidder helt sikkert nogen med en god historie, som måske har brug for et lille skub for at tage det første skridt mod at få den udgivet. Med denne konkurrence håber vi at hjælpe flere personlige fortællinger ud til nye læsere og lyttere", forklarer Kristina Kvist Mikkelsen, der er marketingchef hos Mofibo.
Kampagnen er ikke låst til en specifik genre. Tværtimod bydes alle historier fra det virkelige liv velkomne forklarer personen, der bliver ansvarlig for den kommende udgivelse:
"Vi er på jagt efter alle slags fortællinger. Det kan være en hyggelig historie, en tragisk historie, en kærlighedshistorie eller noget helt fjerde. Det kan være, at personen kan skrive historien selv eller måske skal der kobles en medskribent på. Det vigtigste er, at historien er 100 procent sand og personlig. Jeg glæder mig meget til at se hvilke bud, der kommer ind", siger Marie Nørgaard, der er chef for non-fiktion på Mofibo-forlaget Storyside.
Fristen for deltagelse er d. 31. december 2026.
Læs mere om konkurrencen eller deltag her:
https://mofibo.com/dk/c/dinhistorie