Luftkastellet - kærligheden der opstår når man mindst venter det
4 juli 2022 - Sidst opdateret 15 august 2022

Dorte Holms romance-fortælling LUFTKASTELLET handler om kærlighed, der opstår de mest upassende steder, og når man mindst planlægger det. For kan og bør man være professionel og lukke ned for følelserne, når man møder den store kærlighed på jobbet? Eller bør man følge sine egne regler, når der er kemi, sex, lyst og kærlighed i luften?
Kærlighed på kontoret
Sarah og Sebastian holder kærligheden skjult, for Sebastian er Sarahs chef på avisen Dagens Nyheder i København. Sarah drømmer om at blive udenrigskorrespondent, men Sebastian vil ikke give hende chancen, fordi han elsker at arbejde tæt sammen med hende på kontoret.
Den skjulte affære har sin egen sødme, men Sarah længes efter at kunne kysse Sebastian i fuld offentlighed. Sebastian tøver imidlertid. Det vil se dårligt ud, og han risikerer at blive fyret. Så han inviterer Sarah på en drømmeferie for at bevise, at de er andet end arbejde. Nede i varmen håber Sarah, at han vil fri til hende, selv om det får konsekvenser for deres job. I stedet forsøger Sebastian at overtale hende til at få børn. Det får hende til at gå i panik, for hendes bror lever på gaden, og det har trukket dybe spor i familien. Hun egner sig ikke til familieliv.
Da de bliver kaldt hjem fra ferien for at dække en ministerrokade, forstår Sarah ikke hans dispositioner på kontoret. Hun kan ikke fordrage det politiske spil, og hun beslutter at tage orlov fra avisen. Sebastian går i chok, da han finder ud af, at hun er på vej ud af landet, og at hun er ved at forlade ham.
LUFTKASTELLET udkommer eksklusivt d. 26. juli 2022 hos Mofibo. Lydbogen er indlæst af Heidi Heller.
Yderligere information
Det vil være muligt at lytte eksklusivt til lydbogen før officiel lancering d. 26. juli i Mofibos online presserum:
https://press.mofibo.com
Opret et presselogin og hold øje med hvornår den er uploadet.
NB: Anmeldelser må ikke offentliggøres før 26. juli med mindre at andet er aftalt.
Efter d. 26. juli kan du finde lydbogen i Mofibos app.
Billeder af cover og forfatter findes nedenfor og kan frit benyttes mod kreditering.
Forfatteren: Dorte Holm (f. 1968)
Kærligheden ligger som en stærk understrøm i Dorte Holms tidligere romaner, senest i romanen Helen lyver fra 2020. I en tid med fokus på individet undersøger hun, hvordan vi forsøger at give os hen til hinanden samtidig med, at vi holder fast i os selv. I LUFTKASTELLET er det første gang at ét romantisk forhold er hovedfokus, og alligevel pibler kærligheden frem i alle de andre relationer i bogen.
Dorte Holm har tidligere udgivet romanerne I spænd og I tvivl om at være ung kvinde på randen af et nyt årtusind og trilogien EN STORBYFORTÆLLING om fem venners fælles liv i København. Til daglig driver Dorte Holm forlaget Holms Skriverier og underviser i engelsk litteratur og sprog i gymnasiet.
Læs mere om forfatteren:
https://www.dorteholm.com/
Kontakter
