Blodburet: Ny og kompromisløs Filippa Falkenberg-krimi stiller et enkelt, men ubehageligt spørgsmål: Hvad sker der, når ønsket om at gøre det gode bliver vigtigere end det enkelte menneske?
Forfatterparret Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig tager endnu engang samfundsaktuelle problemstillinger op og udvisker grænserne mellem virkelighed og fiktion i et scenarie, der potentielt kunne finde sted på verdensplan, i Danmark eller lokalt i Køge, hvor serien om Filippa Falkenberg foregår. I titlen BLODBURET sætter de fokus på bioterrorisme i den både humoristiske og nervepirrende krimi. Når buret lukkes, er der ingen udvej.
En politimand forsvinder sporløst. Flere andre forsvinder også: En influencer. En dommer. En politiker. En tidligere minkavler. Ingen ved, hvad der er blevet af dem. Der er ingen krav om løsesum. Indtil der dukker en anonym video op, som viser, at de forsvundne er buret inde, som var de mink før slagtning og flåning.
Ekstremistiske bioterrorister tager ansvaret og stiller politiske krav til regeringen. Hvis ikke kravene imødekommes, vil de indeburede dø én efter én, mens verden ser på.
Filippa Falkenberg bliver koblet på sagen og skal finde gidslerne, før det næste bur bliver åbnet. Hun opdager en brutal agenda bag bortførelserne, som rækker langt ud over dyreaktivisme. BLODBURET er sjette del i serien om FILIPPA FALKENBERG. Den udkommer som Mofibo Original lydbog d. 16. februar og desuden som printbog på Forlaget Falco.
Yderligere information
Det vil være muligt at lytte eksklusivt til lydbogen før officiel lancering d. 16. februar 2026 i Mofibos online presserum: https://press.mofibo.com
Opret et presselogin og hold øje med hvornår den er uploadet. Kig under menuen 'Udgivelser', klik på titlen og scroll ned. Hvis fanen 'Lydbog' ses, er filen tilgængelig.
Fra d. 16. februar 2026 kan du finde lydbogen i Mofibos app.
Forfattere: Mikael Lindholm & Lisbeth Zornig
Indlæser: Morten Thunbo
Billeder af cover og forfattere findes nedenfor og kan frit benyttes med tilhørende kreditering.
Om forfatterne:
MIKAEL LINDHOLM (f. 1961) er journalist og forfatter, som har arbejdet som politisk reporter, erhvervsjournalist og som redaktionschef på Dagbladet Børsen.
LISBETH ZORNIG (f. 1968) er forfatter og debattør, og har udgivet selvbiografier, børnebøger og fagbøger.
Parret debuterede i 2016 med spændingsromanen Bundfald og har udgivet i alt ti bøger sammen. Dødens druer, Heksejagt, Klosterkvinden, Ildstorm og Englemord i Filippa Falkenberg-serien er udgivet som Mofibo Original lydbøger og på tryk via forlaget Falco.