---
title: 'Ny rapport: Lydbøger booster danskernes trivsel markant, opruster dem åndeligt og skærmer de unge mod sociale medier'
url: 'https://press.mofibo.com/post/ny-rapport-lydboger-booster-danskernes-trivsel-markant-opruster-'
author: 'Find nye e- og lydbøger, events og fotos i Mofibos presserum'
published: '2026-03-11T06:30:00+00:00'
updated: '2026-05-01T12:50:10+00:00'
description: 'For femte år i træk kortlægger Mofibo danskernes lydbogsvaner i en stor, ny rapport. Resultaterne for 2026 viser et markant hop i den mentale trivsel blandt lytterne. Samtidigt hjælper lydbøgerne også med at trække de unge væk fra skærmen, og som et redskab til at "opruste sig åndeligt" i en kompleks verden.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/61effd5cbeb8d/sto-61effc6f90993/2026/03/05/69a98dcfed60c_thumbnail.jpeg'
category: Virksomhedsnyt
language: da
---

# Ny rapport: Lydbøger booster danskernes trivsel markant, opruster dem åndeligt og skærmer de unge mod sociale medier

![](https://frontend-assets.clipsource.com/61effd5cbeb8d/sto-61effc6f90993/2026/03/05/69a98dcfed60c_thumbnail.jpeg)

*For femte år i træk kortlægger Mofibo danskernes lydbogsvaner i en stor, ny rapport. Resultaterne for 2026 viser et markant hop i den mentale trivsel blandt lytterne. Samtidigt hjælper lydbøgerne også med at trække de unge væk fra skærmen, og som et redskab til at "opruste sig åndeligt" i en kompleks verden.*

Lydbøger er ikke længere kun underholdning til pendlerturen; de er blevet en aktiv medspiller i danskernes mentale sundhed. Det fastslår den årlige rapport 'Danskernes lydbogsvaner 2026', der er udarbejdet af Mofibo i samarbejde med MEGAFON.  
  
Hele 79 % af de danske lydbogslyttere oplever nu, at deres generelle trivsel forbedres, når de lytter til lydbøger – en markant stigning fra 69 % i 2025. Samtidig svarer 35 % af de danske lyttere, at de målrettet bruger lydbøger til at styrke trivslen, hvilket også er en stigning fra 30 % året før. For danskerne viser den forbedrede trivsel sig især ved, at de får mere ro i hovedet (37 %) og føler, at de huslige pligter bliver lettere (34 %). Kigger man isoleret på Mofibos egne brugere, er trivselseffekten endnu tydeligere: Her oplever hele 92 % en øget, generel trivsel.  
  
**Åndelig oprustning direkte i øregangene**  
I en tid præget af storpolitisk uro søger mange mod litteraturen for at finde mening. Rapporten viser, at 62 % af de danske lydbogslyttere bruger lydbøger til at "opruste sig åndeligt". For danskerne handler det oftere om at søge indsigt end om eskapisme: 40 % af lytterne trykker primært 'play' for at forstå verden omkring sig bedre, mens kun 22 % lytter for at glemme verden omkring sig.  
  
Mofibos direktør, Rasmus Lindstrøm, er begejstret for at lydbøger kan hjælpe med både den mentale trivsel og den åndelige oprustning:  
"Det er fantastisk at se, at næsten 8 ud af 10 lyttere nu oplever forbedret trivsel og bl.a. får mere ro i hovedet gennem lydbøger. Lydbogen er blevet et vigtigt mentalt frirum. Men rapporten understreger også, at vi ikke bare lytter for at undgå virkeligheden eller blive underholdt. Tværtimod bruger et flertal i dag lydbøgerne til decideret åndelig oprustning. De lytter for at blive klogere, styrke deres kritiske sans og få en dybere forståelse for den komplekse verden, vi lever i,” siger han.  
  
**Lydbøger erstatter de unges skærmtid**  
Når lytterne fordyber sig i en lydbog, skæres der helt naturligt ned på andre aktiviteter – og her udmærker særligt den unge generation sig. Blandt Mofibos brugere i alderen 18-29 år svarer hele 63 % at de reducerer deres tv- og streamingtid på grund af lydbøger. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at næsten halvdelen af de unge (47 %) bruger mindre tid på sociale medier, når de har en lydbog i ørerne.  
  
**Romanen slår krimien**  
Overordnet set lytter 45 % af danskerne til lydbøger i 2026 og 24 % af befolkningen lytter mindst én gang om måneden. Når danskerne tænder for lydbøgerne, sker det hyppigst under udførelsen af huslige pligter (43 %) eller når de kører bil (43 %). Genremæssigt er der i år sket et tronskifte: Romanen har ganske beskedent vippet krimien af pinden, således at de to genrer udgør cirka 19 % af lytternes favoritgenre hver især, med romanen i spidsen.  
  
**Øget skepsis – men stor interesse for AI**  
Kunstig intelligens deler vandene blandt lytterne. Blandt Mofibos brugere er der sket et fald i lysten til at lytte til en AI-stemme; i år er 55 % positivt indstillede over for en god AI-indlæser, sammenlignet med 66 % sidste år. Til gengæld er interessen for selv at kunne skræddersy lytteoplevelsen tårnhøj: 90 % af brugerne er interesserede i at kunne indstille parametre ved en AI-stemme, såsom stemmeleje og tempo.  
  
Undersøgelsen bygger på en repræsentativ MEGAFON-måling blandt 2.038 danskere samt en intern undersøgelse blandt 5.447 af Mofibos brugere, begge foretaget i januar 2026.  
  
Læs hele rapporten [her](https://blog.mofibo.com/wp-content/uploads/2026/03/Danskernes-lydbogsvaner-2026-1-1.pdf) eller tryk 'Læs mere' nedenfor.
