---
title: 'Hævneren – Mofibo Original krimi om religion og fanatisme af Rune Stefansson'
url: 'https://press.mofibo.com/post/haevneren-mofibo-original-krimi-om-religion-og-fanatisme-af-rune'
author: 'Find nye e- og lydbøger, events og fotos i Mofibos presserum'
published: '2022-02-28T08:35:00+00:00'
updated: '2022-05-31T19:47:11+00:00'
description: 'Hævneren er første bind af Roskilde-forfatteren Rune Stefanssons nye krimiserie, Vidnerne. Seriens omdrejningspunkt er ondskab, drab og bruddet med en sekt. Ligesom bogens drabsofre får dens hovedperson, drabsefterforskeren Jørgen Ågård, ødelagt sit liv af en religion, der kommer på afveje. Dan Schlosser har indlæst lydbogen.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/61effd5cbeb8d/sto-61effc6f90993/2022/03/01/621e1e66987bd_thumbnail.jpeg'
category: 'Nyeste udgivelser'
language: da
---

# Hævneren – Mofibo Original krimi om religion og fanatisme af Rune Stefansson

![](https://frontend-assets.clipsource.com/61effd5cbeb8d/sto-61effc6f90993/2022/03/01/621e1e66987bd_thumbnail.jpeg)

*Hævneren er første bind af Roskilde-forfatteren Rune Stefanssons nye krimiserie, Vidnerne. Seriens omdrejningspunkt er ondskab, drab og bruddet med en sekt. Ligesom bogens drabsofre får dens hovedperson, drabsefterforskeren Jørgen Ågård, ødelagt sit liv af en religion, der kommer på afveje. Dan Schlosser har indlæst lydbogen.*

**Den værste dag i drabsefterforskerens liv**  
En morgen får alarmcentralen et desperat opkald fra en dreng, der har fundet sin far myrdet i sit hjem på landet uden for Hvalsø. Den dræbte var arkitekt og jøde – og levede et udsvævende liv. Med et forlist ægteskab, flere elskerinder på samme tid og en stærkt provokerende adfærd er der mange, som kan have haft grund til at ønske ham død.  
  
Drabsefterforskeren Jørgen Ågaard ankommer til gerningsstedet sammen med sin makker fra Midt- og Vestsjællands Politi, Elise Holm. Jørgen frygter disse første timer af en sag, hvor en pårørende må erkende, at den, han elsker, er væk. Samtidig er det den værste dag i Jørgens eget liv. I aften står han til udstødelse fra Jehovas Vidner, og det vil føre til brud med hans kone og hans datter, som begge nægter at have noget med ham at gøre.  
  
Efterforskningen konfronterer Jørgen med, hvordan han selv har levet i en sekt, der benytter sig af ulovlige metoder til overvågning. Snart kommer han via sin viden fra Jehovas Vidner på sporet af et blodigt dobbeltdrab i en ørken langt væk fra Danmark.  
  
Den uhyggelig sag bringer Jørgen og Elise tættere på hinanden. Han lader sig opsluge af sagen for at prøve at glemme sine egne problemer. Men hans fortid forfølger ham. Der er sket ting, som måske er uoprettelige.  
  
**Om forfatteren**  
Bogen er Rune Stefanssons ottende bogudgivelse og hans sjette kriminalroman. Forfatteren er født i 1971, opvokset i Svogerslev ved Roskilde og har siden 2017 boet i Bilbao. Han er cand.mag. i litteraturvidenskab og har tidligere arbejdet som underviser i kreativ skrivning på Vestjyllands Højskole og som kommunikationskonsulent inden for det offentlige. Rune Stefansson er flere gange blevet tildelt arbejdslegater m.m. fra Statens Kunstfond. Hans fiktionsbøger er kendt for dybdegående research, international horisont og en velskrevet stil, der er blevet kaldt en blanding af John le Carré og Peter Høeg.  
  
  
**Yderligere information**  
Hævneren udkommer 28. februar 2022 som Mofibo Original. Den populære, prisnominerede krimiindlæser Dan Schlosser lægger stemme til lydbogen.  
  
Anmeldere vil fra offentliggørelsesdagen kunne få adgang til udgivelsen som både lyd- og e-bog.  
Kontakt Morten Brockmeyer for yderligere info på <morten.brockmeyer@storytel.com>, og find bogen i Mofibos app eller [her](https://mofibo.com/dk/da/books/h%C3%A6vneren-1570318).

  
Lydbog – ISBN: 9789180112963  
E-bog – ISBN: 9789180361309  
  
Læs mere om forfatteren på [hans egen hjemmeside](http://runestefansson.dk/).
